Ejerlavet Lund By

FT 1840

Denne FT blev foretaget d. 01-02-1840

Med udgangspunkt i FT 1840 anføres for hver gård navnet på gårdmanden. Årstallene er fødsels– og dødsår.

"Ærtebjerggård" hedder efter udflytningen "Lundegård".

Den håndskrevne folketælling fra 1840 fylder 25 sider - inklusiv den maskinskrevne forside med indholdsfortegnelsen: Lyderslev Sogn s. 85 - 108.

Overskriften i det fortrykte skema lyder:

Optegnelse

paa Folketallet m.v., i Lyderslev Sogn under Stevns Herred (eller Birk) i Præstø Amt, 
den 1ste Februar 1840.

(de understregne ord er skrevet med håndskrift)

side   85  -  91 indeholder personer i Lyderslev Bye
side   91  -  92 Lejerstofte Bye
side   92  -  98 Gjevnø Bye
side   98  -  99 Morreskov
side 100          er tom
side 101 - 108 Lund Bye + Højstrup

Det fortrykte skema har 6 kolonner som listeføreren skal udfylde for hver person:

 

Byernes eller Stedernes Navne med Anførsel af Gaarde, Huse, o.s.v. Antallet af Familierne i hver Gaard og hvert Huus Samtlige Personers Navne i hver Gaard, hvert Huus, hver Familie. Enhver Persons Alder, det løbende Alders Aar iberegnet Gift, ugift, Enkemand eller Enke Personernes Titel, Embede, Forretning, Haandværk, Næringsvei, Stilling i Familien eller hvad de leve af.

FT 1840 er for Lyderslev Sogn ført af to personer. Lyderslev Bye, Lejerstofte Bye, Gevnø Bye og Morreskov er ført af Andreas Astrup, skolelærer og kirkesanger  (i Lyderslev) der har underskrevet på side 99 efter Morreskov.
Lund Bye er ført af skolelærer Lars Olsen som var kommet til Lund Skole i 1818. Han skulle få næsten 50 år i skolehuset (han døde i 1867) og førte folketællingerne fra 1834 til 1860 - i alt 6 folketællinger.
Når han skulle rundt og skrive folk ind i listen, fulgte han de 5 første gange stort set samme rute: Han begyndte med at skrive sin egen familie ind, gik derefter op til den nordøstligste gård, "Møllehøjgård", og tog gårdene med indsiddere ned langs den østlige side af landsbygaden til "Ravnshøj", gik over på den vestlige side af gaden og tog gårdene med indsiddere samt husmændene nordpå til "Bækkelund" og sluttede af med markhusene. I 1860 vendte han rundt på turen: Først sin egen familie, dernæst "Ravnshøj" og hele den østlige side af gaden til smedjen, over på vestsiden til "Bækkelund" og ned til "Ellemosegård" samt markhusene til sidst.

Til forskel fra FT 1834 fortsætter Lars Olsen her i 1840 efter det sidste markhus i Lund ("Lundeledhus" der har løbenr. 25) ufortrødent optællingen i Ejerlav Højstrup  med løbenr. 26 til 29. Derved kommer han frem til i alt 263 personer i Lund (og altså inklusiv Højstrup) og 53 familier. Hvis man fratrækker de 4 familier og 29 personer der bor i Ejerlav Højstrup, kommer Ejerlav Lund By på 49 familier og 234 personer i 1840.

Lars Olsen underskriver sig på side 108.

Familierne

Familier med direkte tilknytning til gårdene

Antal familier Mandens erhverv
15 Gårdmand - på "Spangsbæk" og "Ellemosegård" er 1 søn gift bestyrer
2 Inderste og almisselem
1 Inderste og bådfører
10 Inderste og daglejer
1 Inderste og hjulmand
1 Inderste og sadelmager
1 Inderste og skomager
1 Inderste og skrædder
1 Inderste og smed
33 familier i alt med tilknytning til gårdene

 

Husmændene
Antal familier Mandens erhverv
1 Husmand
1 Husmand og bådfører
1 Husmand og smed
1 Husmand og snedker
1 Husmand og tækkemand
1 Husmand og væver
4 Inderste og daglejer
1 Inderste og væver
11 familier i alt med tilknytning til husmændene

 

Markhusene
Antal familier Mandens erhverv
2 Husmand
1 Inderste og daglejer
1 Inderste og bødker
4 familier i alt med tilknytning til markhusene

Dertil kommer familien i skolen - i alt 49 familier.

15 familier var bosiddende på en gård.

På 2 gårde ("Ellemosegård" og "Spangsbæk") boede en gift søn på gården med sin familie sammen med forældrene. Sønnens familie blev ikke talt som en selvstændig familie.
Gårdfæsteren benævnes i 6. kolonne: "Gårdmand". Gårdfæsterens kone er "hans Kone" - den samme betegnelse har alle gifte kvinder. Der angives ikke erhverv ud for gifte kvinder.

24 familier var inderster. 

18 familier var inderster på en gård, 4 familier på et husmandssted i landsbyen  og 1 familie i hver af de to markhuse.
2 gårde havde hver 3 inderstefamilier, 4 gårde havde hver 2, 4 gårde hver 1 og 5 gårde havde ingen inderstefamilie.
Manden i inderstefamilien benævnes "inderste og (erhverv)" i kolonnen "Personernes stilling, ..". De 24 indersters erhverv angives som:


  2 almisselem
  1 bådfører
15 daglejer
  1 hjulmand
  1 sadelmager
  1 skomager
  2 skrædder
  1 smed

8 familier var (fæste)husmænd.

6 af husmændene boede i landsbyen. Kun ved en af de 6 ("Lillebo") angives erhvervet som "husmand med landlig håndtering", mens de 5 andre husmænd har et håndværk tilføjet:
"husmand og .... bådfører, smed, snedker, tækkemand, væver".
2 af husmændene boede i markhusene. Deres erhverv angives også som "husmand med landlig håndtering".

1 familie boede i "Byens Hus" ("Søvang") som inderste og bødker.

1 familie boede i skolen.

I Lund Bye var følgende erhverv repræsenteret i 1840:

5 Almisselem
1 Bødker
2 Bådfører
15 Daglejer
1 Forsørges af søn
15 Gårdmand
2 Gårdbestyrer
1 Hjulmand
8 Husmand
15 Karl
1 Lærer - skoleholder
1 Sadelmager
1 Skomager
1 Skrædder
2 Smed
1 Snedker
3 Tjenestedreng
30 Tjenestefolk - (15 karle + 3 tjenestedrenge + 12 tjenestepiger)
12 Tjenestepige
1 Tækkemand
6 Væver

1 28-årig kvinde der beskrives som "døvstum og almisselem", er i pleje.

9 personer var mellem 70 og 80 år i 1840.

2 gårdmænd (1 enkemand)
1 aftægtsmand (enkemand)
2 aftægtskvinder (enker)
4 kvindelige almisselemmer (1 gift, 3 enker)

70 af de 234 personer var børn under 15 år (ca. 30 %).

31 børn var under skolealderen
39 børn var i skolealderen (7 - 14 år) - heraf var 2 tjenestefolk.

Landsbyens bygninger

Grundlæggende de samme bygninger som ved FT 1787.

Ved FT 1787: 35 beboede huse
Ved FT 1801: 37 beboede huse
Ved FT 1834: 37 beboede huse

Ved FT 1840 er "Pilebæk"s inderstehus stadig ubeboet, og det er også "Højgård"s, "Lindersgård"s og "Espemosegård"s (der ses ikke senere inderster ved "Espemosegård"). Der er altså yderligere 3 tomme huse i forhold til 1834. Til gengæld er "Lundegård"s inderstehus nu beboet.

Ved FT 1840 var der altså (sandsynligvis)

15 gårde
11 beboede inderste-huse
  6 fæste huse - heraf 1 smedje - beliggende i landsbyen
  1 skole
  2 markhuse
35 beboede huse

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk