Ejerlavet Lund By

Ordforklaringer

Alderdomsforsørgelse
Aldersrente
Folkepension

folkepension, offentlig alderdomsforsørgelse. Den første danske lov om alderdomsunderstøttelse til værdigt trængende blev vedtaget i 1891. Understøttelsen var trangsbestemt og skønsmæssig, trangen måtte ikke være selvforskyldt, og modtageren skulle være fyldt 60 år og have indfødsret og bopæl i Danmark.
I 1922 blev alderdomsunderstøttelsen afløst af en aldersrente, som var et fast, indtægtsreguleret beløb, hvortil der var knyttet visse værdighedskrav. Renten var en særdeles beskeden ydelse, som blev ydet fra det 65. år, undtagelsesvis fra det fyldte 60. år.
Aldersrenteloven kan i flere henseender betegnes som skelsættende. Almisseprincippet blev afløst af et retsprincip, og renten blev finansieret over skatterne og ikke via tvungne arbejdsmarkedsbidrag til forsikringsordninger, som tilfældet var i de fleste europæiske lande. Endvidere blev loven fundamentet for den senere udvikling af alderdomsforsørgelsen i Danmark.
Der er sket en gradvis forhøjelse af ydelserne og en stadig lempeligere indtægtsregulering, der efterhånden har medført, at stort set alle danskere, som opfylder alderskravet, omfattes af ordningen.
Som milepæle i denne udvikling kan nævnes Folkeforsikringsloven fra 1933 samt en lov fra 1956, som indebar, at betegnelsen aldersrente ændredes til folkepension. Med virkning fra 1957 blev der gennemført en ordning, der indebar adgang til at oppebære folkepensionens mindstebeløb uden hensyn til modtagerens økonomiske forhold (dette er siden ændret igen).


Kilde: Wikipedia, den frie encyklopædi

Alen


En alen er en længdeenhed som fod og tomme, der varierer fra land til land, fordi de oprindeligt er gamle mål, der har det menneskelige legeme som udgangspunkt; alen er baseret på længden af menneskers underarme, så definitionen varierer.
En alen (hænger sammen med ordet albue) er et gammelt længdemål svarende til ca. 63 centimeter.

En alen er 2 fod eller 4 kvarter.
En fod er 12 tommer eller 2 kvarter.
En dansk tomme er 26,1545 mm.
En alen er således 627,708 mm, 62,7708 cm eller 0,6277 m.


Kilde: Wikipedia, den frie encyklopædi

Bystævne

Et bystævne var en samling af landsbyens gårdmænd.
Når oldermanden blæste én gang i byhornet og fattede oldermandsstaven med de mange hak, der markerede tvister og aftaler mellem byens "gårdmænd", samledes de til stævne. Blæste han to gange, var det tegn på ildløs, og alle skulle hjælpe til med at slukke branden.
Samledes betød ikke, at de skulle sætte sig på kolde, hårde kampesten rundt om et ege- eller lindetræ, som det langt senere er afbildet. De sad snarere i en varm stue. Eller i kirkens våbenhus
De mange rundkredse af sten, som ses i mange landsbyer som fx Birkum eller Davinde på Fyn, er et falsum. Stenene er stillet op 30-40 år efter Udskiftningen- en gang i attenhundredetallet – til minde om en svunden tid og det hyggelige fællesskab, som mange savnede. (Kilde: Porsmose: Danske Landsbyer,)
Anpart i landsbyens rettigheder og pligter tilkom gårdmændene eller granderne, uanset om de var ejere eller fæstere. De kunne træffe lovlige beslutninger, når de var forsamlede til grande- eller bystævne under oldermandens ledelse.
Uden for fællesskabet, men underkastet dets beslutninger, stod de jordløse landsbyboere: husmænd, inderster, tjenestefolk, aftægtsfolk, fattige, børn og unge samt alle kvinder med undtagelse af enker, der havde overtaget fæstet på gården efter manden[1].
Ordningen med vider og vedtægter og bystævne indebar, at landsbyernes beboere skulle løse indre tvister uden indblanding fra domstole eller andre myndigheder. Gårdmændene forsamlede til bystævne kunne virke som domstol og idømme straffe, oftest som bøder i form af øl.


Kilde: Wikipedia, den frie encyklopædi
 

Fæste-

Fæstegårde kunne være ejede af godsejere, af kongen (staten) eller af kirken.

Fæsteforholdet var reguleret af en omfattende lovgivning. Jordejeren kunne derfor ikke disponere frit over den skattepligtige bondejord. Regeringen ville undgå ødegårde. Derfor var jordejeren forpligtet til at finde en ny fæster, når bonden (eller hans enke) døde. Kun i ganske særlige tilfælde kunne jordejeren få tilladelse til at nedlægge en fæstegård.
Afhængig af landbrugets størrelse havde fæstebønderne forskellige titler:
Gårdfæstere (evt. gårdmænd), hvis landbruget var på 3-11 tønder hartkorn.
Fæsteboelsmænd, hvis landbruget var under 3 tønder hartkorn.
Fæstehusmænd eller husfæstere for de helt små landbrug.

Fæstebonden skulle betale landgilde til jordejeren. Desuden skulle han gøre hoveri (pligtarbejde for godsejeren). Det er derfra, det folkelige udtryk hovbonde er opstået.

Ligesom selvejerbønderne skulle fæstebønderne også betale tiende og offer til kirken samt forskellige skatter til staten. Det var godsejeren, der havde ansvaret for, at skatterne til staten blev betalt. Hvis en bonde ikke kunne betale sin skat, måtte godsejeren lægge ud for ham og så få beløbet, når bonden fik råd til at betale. Dette betød, at fæstebønderne let kom i gæld til godsejeren.

Stavnsbåndets løsning i 1788 var det første skridt til at indføre selvejet som den almindelige ejerform i landbruget. Udviklingen skete i forskelligt tempo rundt om i landet. Afviklingen af fæstevæsenet blev hæmmet af Napoleonskrigene og landbrugskrisen i 1820'erne.

I 1850'erne gennemførtes en lov, der skulle tilskynde godsejerne til frivilligt at sælge deres fæstegårde. For hver 9 fæstegårde, som en godsejer solgte, kunne han frit inddrage den 10. gård direkte under godset.

Selv om udviklingen gik langsomt, lykkedes det efterhånden fæsterne på de mindre godser at købe sig fri. På de store godser, (grevskaber og baronier), skete der derimod intet før efter Første Verdenskrig.

I 1919 vedtog Rigsdagen en lov om afvikling af grevskaber og baronier. I 1922 bestemte Højesteret, at greverne og baronerne lige som de mindre godsejere frit kunne beholde hver 10. af de tidligere fæstegårde. Loven trådte i kraft i 1925, og det gamle fæstevæsen forsvandt.

gangdag

dag, på hvilken der udførtes hoveriarbejde uden heste og vogn (modsat spænddag).

gevorben soldat

gevorben, fra ty. geworben, perf. part. af werben, hverve
1) (foræld., nu især dial.) om soldat (især fremmed, ikke-indfødt lejesoldat): hvervet. staaende gevorbne Tropper.
2) (nu l. br.) egl.: som passer for ell. er ejendommelig for soldater; streng; barsk; bestemt; ogs.: grov; ubehøvlet.


Kilde: Ordbog over det danske sprog

Inderste, indsidder

(af glda.inneste, af mnty. insete, inste, af in'i' og afledn. af sitten 'sidde, bo'), indsidder, tidligere på landet en lejer af hus eller lejlighed, evt. et værelse hos andre bønder. Ofte beboede indersten et hus på gårdens (husets) grund, mens indsidderen havde husrum på gården (huset), men begge havde normalt egen husholdning. Betegnelserne inderste og indsidder blev dog hyppigt brugt i flæng. I Christian 5.s Danske Lov fra 1683 blev det forbudt fæstere at huse inderster uden godsets tilladelse; bestemmelsen ophævedes i 1850. Inderster og indsiddere var landbosamfundets dårligst stillede; de omfattede aftægtsfolk, gamle og syge, enlige kvinder, gifte daglejere og de ringest stillede håndværkere, fx vævere.
Udtrykket inderste gik af brug i 1800-t.s anden halvdel, mens udtrykket indsidder i betydningen lejer forsvandt ca. 1900.


Kilde: Den store Danske
Gyldendals åbne encyklopædi

Introducere:

Introduktion var benævnelsen på hustruers første kirkegang efter deres barsel, idet lov og sædvane på mange steder i gamle dage påbød, at denne skulle forgå på den måde, at ægtekvinden skulle ledes i kirken af præsten. Det fandt som regel sted 5 - 6 uger efter fødslen. Præsten noterede det i kirkebogen.

Kirkeritualet af 25-07-1685 foreskrev at barselskvinder skulle holde sig inde i 5 eller 6 uger efter deres barnefødsel og siden af præsten indledes, hvor det havde været brugeligt. Det var altså ikke alle steder, at man brugte denne skik.
Introduktionen omfattede kun gifte kvinder. Barselskvinden skulle indtegne sig i en bog hos distriktets skolelærer/degn dagen før introduktionen.
Om morgenen skulle hun derefter med nogle få kvinder komme "betimelig" til kirken og blive stående i våbenhuset eller ude foran kirkedøren. Når præsten kom, stillede han sig hen foran kirkedøren, men inden i kirken. Kvinden skulle stå uden for kirkedøren med ansigtet vendt mod præsten. Her skulle han komme med en kort formaning og bagefter minde hende om hendes taksigelse for Gud m.v.; derefter skulle hun overvære gudstjenesten i kirken og efter denne med sit følge ofre ved alteret.
Introduktionen blev afskaffet for rangspersoners hustruer i 1748.
I 1754 blev det bestemt at den gamle introduktion kun skulle finde sted, hvis nogen kone udtrykkelig forlangte det.
Selv om introduktionen formelt set blev afskaffet i 1797, fortsatte den som en lokal tradition helt frem til slutningen af 1800-tallet. 

Kilde: Slægtsforskningens ABC, af Jørgen Green og Michael Green Schmidt, 3. udg. 2011

kølle

indretning, (del af) ovn (jf. Kakkelovnskølle), hvorpå tørring af humle ell. (især) malt (jf. Maltkølle) kan finde sted; nu oftest: opmuret rum (i maltgørerier, bryggerier), hvor maltet tørres ved varm luft; også (nu næsten foræld.) om lille hus (oftest afsides beliggende p. gr. af brandfare) med ovn, hvor malt tørredes (ell. kalk brændtes; køllehus.)

mejerske

Unge kvinder havde siden 1836 kunnet få en toårig uddannelse til mejerske gennem Landhusholdningsselskabet. En mejerske kunne blive ansat på de lidt større gårde, og var uddannet i at fremstille forskellige mælkeprodukter. Det var meget eftertragtet, da en mejerske tjente mere end de andre piger på gårdene. Man kunne være heldig at få en gratis uddannelse, men kun med de rette anbefalinger. Arbejdet med mælken var i mange år et traditionelt kvindearbejde. Drenge og mænd blev ligefrem latterliggjort, hvis de blev set med en malkespand. Men med andelsmejerierne blev det på få år til et respekteret mandearbejde. Landhusholdningsselskabet var så sikkert på mændenes evner, at det mente, at mændenes oplæring som mejerist kun behøvede at vare 2 ½ måned. Hvor kvindernes tilsvarende uddannelse varede 2 år!)

sogneforstanderskab

Sogneforstanderskaberne blev oprettet ved lov af 13. august 1841 (Anordning om Landkommunalvæsnet) og betegnede ledelsen af sognekommuner. Ved lov af 6. juli 1867 blev disse afløst af sogneråd.
Forud for sogneforstanderskaberne fandtes der allerede en række sognekommunale myndigheder inden for fattig- og skolevæsen, hvor de stedlige bønder medvirkede, men disse var udpeget af ovenordnede myndigheder.
Den lokale sognepræst var automatisk medlem af sogneforstanderskabet, mens de øvrige medlemmer (4 til 9 personer) blev valgt af og blandt de af sognets mandlige beboere, der ejede mindst én tønde hartkorn (eller forpagtede en ejendom på mindst seks tønder hartkorn) og var mindst 25 år gamle. Indtil 1855 var man også sikret en plads i forstanderskabet, hvis man ejede mindst 32 tønder hartkorn. Medlemmerne blev valgt for 6 år.
 
I 1855 bortfaldt godsejernes og herreds- og birkefogdernes "fødte" medlemskab, og præsten var fra nu af kun født medlem for de sagers vedkommende, der angik skole- og fattigforhold. Valgretten blev udvidet til også at gælde husmænd og landarbejdere, men ikke tjenestekarle og slet ikke kvinder. De besiddende klasser blev dog sikret en stærk repræsentation derved, at den højst beskattede femtedel af vælgerne skulle vælge den større halvdel af sogneforstanderskabets medlemmer.

Kilde: Wikipedia, den frie encyklopædi

Sogneråd

Sogneråd afløste ved lov af 6. juli 1867, der trådte i kraft i 1868, sogneforstanderskab som betegnelse for ledelsen af en sognekommune. Det blev samtidig bestemt, at et landdistrikt der hørte under en købstadskirke, men havde eget fattigvæsen, skulle have sit eget sogneråd. Som hidtil skulle sogne, der havde fælles fattigvæsen, være én sognekommune.
Den nye ordning for sognekommunerne betød også, at skolevæsenets administration og økonomiske forvaltning blev lagt over til sognerådene. Samtidig blev der nedsat en skolekommission, der skulle føre tilsyn med undervisningen. Her var sognepræsten fast medlem, mens kommissionens to øvrige medlemmer blev udpeget af sognerådet. Mindst ét af disse medlemmer skulle samtidig være medlem af sognerådet.
I 1908 blev reglerne for valgret ændret, så både mænd og kvinder over 25 år havde valgret til sognerådet. Hvis man skyldte i skat eller ikke have tilbagebetalt sin fattighjælp havde man dog frem til 1933 stadig ikke valgret.
Lederen af sognerådet var sognerådsformanden, der skulle vælges med absolut flertal i sognerådet. Formanden skulle indkalde til møder, føre forhandlingsprotokollen og sørge for, at sognerådets beslutninger blev ført ud i livet.
Det var først med kommunalreformen 1. april 1970 at de sidste sogneråd forsvandt.

Kilde: Wikipedia, den frie encyklopædi

stodderfoged

Stodderkonge eller stodderfoged benævntes den betjent, hvem det i ældre tid af de kommunale myndigheder var betroet at udjage omstrejfere af byen, såfremt de var fremmede, og i modsat fald anbringe dem til arbejde i det nærmeste tugthus.

Stodderkongens forretninger gik senere over til politimyndighederne, og Stodderkongens særlige funktion bortfaldt de fleste steder fra slutningen af det 18. århundrede.

I nyere tid har ordet fået en ny betydning, i det der blandt de danske vagabonder hvert år vælges en stodderkonge i forbindelse med Egeskov Marked. En af stodderkongens pligter er at holde justits blandt vagabonderne og afgøre tvister.

Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Stodderkonge

tønde land

En tønde land var oprindeligt det areal, der kunne tilsås med en tønde sædekorn.

I 1688 blev størrelsen defineret som 14.000 kvadratalen − dog afrundet fra 13.824 kvadratalen.

En tønde land svarer til ca 0,55 ha, hvilket er det samme som 5.516,2 m².

En tønde land blev opdelt i 8 skæpper land á 4 fjerdingkar á 3 album á 4 Penning, der er 6 x 6 Alen = 36 Alen² = ca. 14,4 m2.
En alen er ca. 63 cm.

1 Penning = 6 x 6 Alen = 36 Alen² = 14,4 m2

1 Album = 4 Penning = 12 x 12 Alen = 144 Alen² = 57,5 m2

1 Fjerdingkar = 3 Album = 12 x 36 Alen = 432 Alen² = 172,4 m2

1 Skæppe Land = 4 Fjerdingkar = 36 x 48 Alen = 1.728 Alen² = 689,5 m2

1 Tønde Land = 8 Skæpper = 36 x 384 Alen = 13.824 Alen² – som oftest fremstilles som 14.000 Alen² = 5.516,2 m2

udflytning

Efter bondens frigørelse i form af selveje, kom udflytningen som en naturlig følge af bondens nye mulighed for at flytte, hvilket endvidere medførte udskiftningen. Dette betød at nogle af bønderne inde fra byen flyttede deres gård ud i markerne, for at gøre strukturen mere effektiv, da man på denne måde kunne opdyrke de yderste marker bedre. Tanken bag denne udskiftning var enkel. Hver gård i landsbyen skulle så vidt muligt have sin jord samlet på ét sted, eller i det mindste fordelt på så få stykker jord som muligt. Jordfordelingen blev holdt inden for det enkelte ejerlavs jorder, og ved samlingen af jorderne skulle alle fæstebønder have akkurat samme jordværdi som inden udskiftningen. Bønderne fik nu kortere til deres jorder og dermed nemmere ved at føre deres agerbrug.

De første tilløb til udskiftning og udflytning fandt sted i 1764–65, men udskiftningen tog først for alvor fart i 1790'erne. Til gengæld gik det hurtigt, da den først kom i gang, og udskiftningen af Danmarks omkring 5000 ejerlav var stort set gennemført omkring 1810.[15] Den store udskiftning skete i al sin hast, som en følge af de rettigheder og friheder bønderne nu havde fået efter mange års armod.

Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Landboreformerne#Udflytning

udrider

(jf. I. Rider 1.1; især foræld.) bereden person, der var ansat på et gods (en herregård) og red ud for at tilsige bønderne til hoveritjeneste olgn., ell. som var ansat hos en øvrighedsperson og red rundt med breve, besked, påbud olgn. fra denne ell. (undertiden) udøvede en slags polititjeneste (jf. Feilb.); ogs. (dial., nu delvis foræld.) om bereden person, der tilsiger folk til at møde i tilfælde af ildebrand. ”en Karl, der tjente mig for udrider.” Cit.1704. (Bobé.RoskildeJomfrukloster.(1899). 10).


Kilde:  Ordbog over det danske Sprog

udskiftning

ophævelsen af landsbyernes  jordfællesskab med det formål at opnå en mere effektiv udnyttelse af jorden.
I Danmark indledtes udskiftningen med forordninger i 1758, 1759 og 1760, der for de forskellige landsdeles vedkommende påbegyndte afviklingen af fællesskabet i de overdrev, hvori ofte flere landsbyer havde andel. Samtidig begyndte en almindelig bevægelse hen mod adskillelse af de enkelte lodsejeres dele inden for landsbyfællesskabet. Ved reformerne på Bernstorff Gods nord for København tog man i 1760'erne skridtet fuldt ud og udskilte de enkelte gårdes jorder fra det hidtidige fællesskab.

En forordning bestemte i 1769, at alle overdrev i løbet af fire år skulle udskiftes, og tilskyndede til yderligere udskiftning mellem ejerne.

Udskiftningen af landets ca. 5000 ejerlav tog fart i 1790'erne, bl.a. opmuntret af en forordning i 1792, der tillod jordejere at påligne udgifterne ved udskiftningen på deres fæstere, men først og fremmest betinget af de gode konjunkturer og positive erfaringer med de allerede gennemførte udskiftninger. Uddannelse af et tilstrækkeligt antal landmålere, som kunne foretage opmåling, korttegning og fordeling af de nye lodder, havde også stor betydning.

Omkring 1810 var langt størstedelen af bondejorden udskiftet, i 1837 dyrkedes kun 1% af landbrugsjorden i fællesskab, og Lund på Stevns var i 1861 den sidste landsby, der blev udskiftet. Idealet var en udskiftning, der samlede en ejendoms jorder på ét sted i umiddelbar forbindelse med gården. Hvor landsbyerne var små, eller hvor man ikke ønskede at udflytte gårdene, var stjerneudskiftning almindelig, mens de driftsmæssigt bedste resultater opnåedes ved en høj grad af udflytning af ejendommene på rektangulære lodder, blokudskiftning.

Kilde: Den store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk