Redningsdåden i 1803

Forord
Dette lille skrift er samlet i anledningen af 175 året for "Slaget mod englænderne" i Lund. Ganske enkelt for at det skal stå klart for eftertiden, hvad der egentligt skete den 31. maj 1812.
Samtidig gengives historien om redningsdåden nytårsdag 1803 ved Højstrup.

Knud Ravnshøj

Redningsdåden ved Højstrup
nytårsdag 1803
berettet af
Collegial-Tidende for Danmark og Norge
nr. 7, 12. februar 1803, side 103

I den hårde storm, der rasede sidste nytårsaften og blev ved hele natten og den følgende dag, strandede om natten et skib, "Theseus", hjemmehørende i Stettin, ført af kaptajn A. V. Hoffmann. Skibet kom fra Nantes ladet med salt, men strandede på Fællesskov Rev ud for Højstrups marker.
Ved daggry blev man fra land klar over skibets situation, og der blev skikket bud til den nærliggende by Lund, hvor man blev gjort opmærksom på skibsbesætningens nød.

Bønderne ilede ufortøvet til hjælp. Men da den stærke storm og søgang gjorde, at man ikke ad søvejen kunne komme skibet til hjælp, så bragte man over land en båd på vogn til strandbredden ud for skibet, næsten en ½ mil borte fra byen.

De forsøgte derpå at komme ud til de skibbrudne, der med høje råb bad om hjælp og var i stor dødsfare, da bølgerne med skrækkelig magt slog ind over skibet, som hvert øjeblik stod i fare for at blive sønderbrudt på revet. Men alle deres anstrengelser var forgæves på grund af bølgerne, som slog båden ind mod land, når man forsøgte at nå det nødstedte skib.

Hen mod middag kom én af de skibbrudne drivende for bølgerne i en lille båd fra skibet og blev i yderste nød bjerget, da båden tog megen skade på de i landkanten store sten. Manden blev udmattet og næsten død bragt til Højstrup, hvor han hos forpagterenken madam Ovesen nød den bedste pleje.
Om eftermiddagen, da stormen rasede med uformindsket styrke, faldt stormasten over bord, hvorved skibet, der lå med agterspejlet mod vind og bølger, svingedes med dets forstavn og fik siden mod bølger og vind.
Dette havde til følge, at situationen blev endnu værre for de nødstedte, da bølgerne med større magt slog ind over skibet. Men ved denne drejning brødes bølgerne i læsiden, således at redningsfolkene, efter hvad de kunne se fra land, kunne gøre sig håb om at nå ud og lægge an ved skibet, hvis det var mulig at arbejde sig igennem brændingen. Afstanden fra land til skibet var ca. ½ fjerdingsvej (ca. 942 m).

Uagtet stormen og søen stadig rasede skrækkeligt vovede nu gårdmændene af Lund Peder Jensen, Jens Pedersen, Niels Jensen, Christoffer Olsen og ungkarl Lars Jeppesen et nyt forsøg på at redde de ulykkelige. Da folkene på skibet så dem sætte båden i vandet, kastede en af de skibbrudne, som havde bundet en stor fustage ved sig for at lette sin svømning, sig ud i søen for om muligt at svømme til land, da han anså al anden redning for umulig. Da de i båden var kommet et godt stykke fra land, traf de ham ganske udmattet og fik ham med møje og besvær op i båden. Og af frygt for at han skulle dø den tid, der ville medgå inden de nåede ud til det nødstedte skib, så roede de tilbage og satte ham i land, hvor de som stod på strandkanten og betragtede redningsaktionen fik ham bragt til Højstrup, hvor han ligeledes fik den menneskekærligste modtagelse.

Efter de endnu en gang havde øst vandet af båden, satte de den ud igen og arbejdede sig med den yderste fare og anstrengelse ud til skibet, som de endog med megen besværlighed nåede noget efter solens nedgang og således reddede de endnu på skibet værende 7 mand, nemlig kaptajnen, en passager, styrmanden, 3 matroser og en skibsdreng.

De tilstedeværende på stranden havde, for at opmuntre dem til at redde, tilbudt dem først 30 og siden 40 rigsdaler og tilbød dem atter, da de havde bjerget de skibsbrudne, denne sum, men de afslog alle gange alt pengetilbud.

Beretningen om disse kække mænds ædle handling, hvis værd endnu derved forhøjes, at ingen af dem var søvant eller nogensinde faret som matros, men at de som egentlige agerdyrkere kun brugte deres både til at udskibe korn og hjælpe skibbrudne, er under 24. samme måned indsendt til det danske kancelli fra provst Engelbreth, Lyderslev, og beretningens rigtighed bevidnet af såvel den forulykkede kaptajn Hoffmann som af forvalter Thaning, Vemmetofte, der, da de skibbrudnes fare var blevet ham bekendt, var ilet dertil for at opmuntre og om muligt at træffe foranstaltninger til deres frelse.

Efter at denne sag fra kancelliet har været kongen foredraget, har det behaget allerhøjste samme under 11. februar 1803 allernådigst at resolvere således:
"Vi have, af kancelliets allerunderdanigste beretning, med særdeles velbehag erfaret den kækhed med hvilken de i samme opgivne mænd, Peder Jensen, Jens Pedersen, Niels Jensen, Christoffer Olsen og Lars Jeppesen, ædelmodigen har bidraget til 9 ulykkelige menneskers frelse. Vi ville derfor i det mindste hædre disse brave dannemænd med at skænke dem sølvmedaljer for ædel dåd og tillade dem at bære samme i et bånd på brystet."

Hyldestsang til minde om redningsdåden ved Lund, nytårsmorgen 1803:

Lyd højt min glæde, stem min sang
til fædrelandets hæder
at selv den ringe bondemand,
som sjældent hav betræder -
da han så manden stedt i nød,
så heltemodigt bølgen brød,
og dristigt trodser storm og død
og den søfarne frelser.

Der stod et skib for faldne ror,
løsrevne sejl og master,
dets mandskab ingen redning ser,
da bølgen det antaster.
Det så de mænd fra Højstrup gård,
de båden ud af revet får,
men stormen den mod landet slår
og trodser deres styrke.

I venner kær! I nødens stund
vi brødre bi mon stande,
så talte bønderne fra Lund
og satte ud fra lande.
De modig gennem bølgen brød
og lykkelig den glæde nød
at bringe gennem storm og død
de ubekendte venner.

Hvor finder Frankrig, England
til slig en handel mage,
som her i Danmark hos den stand,
hvis sønner er så brave,
at selv de søuvante mænd
begive sig på bølgen hen
og kommer glade hjem igen
med syv befrelste venner.

Hav tak, hav tak, I ædle mænd
blandt Danmarks kække sønner!
I hædres med medaljen
som ædel dåd belønner.
Og hver en sømand på sin stavn
skal synge højt om jeres navn.
Hans hurraråb i hver en havn
skal signe jeres minde.

Dette digt er trykt i Kirkehistoriske Samlinger, 5. række, 5. bind, 1909 - 11, s. 286 - 87.
Det siges at være skrevet af provst Engelbreth og endnu i slutningen af 1800-tallet at være erindret af "en gammel kone" i Lund, datter af en af dem, der var med i 1803.

(Kan næsten synges til mel.: Menuetten af Elverhøj.)

Efterskrift

Pral ej af fædres ære,
hver har kun sin.
Kan du ej spænde buen
er den ej din.
Hvad vil du med den hæder
som er begravet?
Stærk strøm med egne vover
går gennem havet.

Kilde nr. 29: Jens Hansen, hans far, hans søskende samt hans efterkommere, 1978, finder man på side 69 følgende oplysninger:

I Rigsarkivet findes (Danske Cancelli. Rotuli for 3. Dept. Aaret 1803) følgende meddelelse om Christoffer Olsens medaille for ædel dåd:

„Provst Engelbreth har allerunderdanigst indberettet, at 5 Bønder fra Landsbyen Lund haver med største Livsfare reddet Mandskabet paa et paa Hellede Skov Rif (Rev) ved Vemmetofte Kloster Natten mellem den 31/12 og 1. Jan. sidstleden strandet Skib ført af Kaptajn Hofmann fra Stettin. Ved at vedlægge denne Beretning maae Cancelliet allerunderdanigst yttre, at disse Mænds Handling end mere forskjønnes derved at de var usøvante, at de for at opnaa Hensigten førte deres Baad en lang Strækning over Land, at de afslog en tilbuden og efter deres Kaar anselig Belønning, og derfor allerunderdanigst indstiller at disse 5 Mænd af Lund, Gaardmændene Peder Jensen, Jens Pedersen, Niels Jensen, Christoffer Olsen og Ungkarl Lars Jeppesen maa for deres ædle Daad vorde hædrede hver med en Medaille og forundne Tilladelse til at bære samme i et Baand paa Brystet.”

Tiltraadt af Kongen: „I vor kongelige Stad Kbhvn. 16. Feb. 1803. Sign. Christian R.” 

Gå til toppen af siden