Slaget mod englænderne

Dette lille skrift er samlet i anledningen af 175 året for "Slaget mod englænderne" i Lund. Ganske enkelt for at det skal stå klart for eftertiden, hvad der egentligt skete den 31. maj 1812.
Samtidig gengives historien om redningsdåden nytårsdag 1803 ved Højstrup.

Knud Ravnshøj

Når man kommer fra nord og kører ned til Lund, så står der til venstre for vejen en mindesten på Ravnehøj med følgende inskription:

31 MAJ 1812
TILBAGEEROBREDE 20
MÆND FRA LUND ET SKIB
FRA ENGLÆNDERNE ◊ 6 FIK
DANNEBROGSKORSET

Og beretningen er sådan:
Lund på Stevns var den sidste landsby i Danmark, der fik sine jorde udskiftet. Det skete så sent som i 1861. Dens 15 gårde lå førhen tæt sammen langs begge sider af hulvejen eller om vinteren bækken ned mod kysten. Flere af gårdene havde fælles vægge, og de yderste lå så nær ved vandet, at bølgerne ofte gik helt op.
Denne beliggenhed gjorde, at bønderne den gang foruden landbrug også drev fiskeri. De var derfor søvante, og det var sikkert medvirkende til, at de ikke betænkte sig på at tage en dyst med fjenden til søs.

To dage før den episode ved Lund, der her skal berettes fandt sted, havde englænderne kapret en dansk jagt, der lå ved Rødvig Skanse, og det har måske tilskyndet bønderne til hurtigt at gøre gengæld.

Englændernes krav i 1807 om at få udleveret den danske flåde ved Københavns kapitulation,  gjorde jo at englænderne kunne husere i de danske farvande som de havde lyst til. Men ligesom i 1945 etablerede man en modstandsbevægelse eller kystmilits.
Batterier var oprettet mange steder langs kysten, f.eks. ved Rødvig, Strandegård Dyrehave og Roneklint. Hvert batteri var bemandet med artillerister under kommando af en løjtnant. De menige, der boede i jordhuler og spiste på gårdene, tog livligt del i egnens selskabeligheder. Alle de unge karle var indkaldt eller gjorde tjeneste som strandvagter for at passe på fjenden. Men det var ikke altid, at enhver var på sin post, eller at det kørende batteri var hjemme ved stranden.

Derfor lykkedes det for englænderne den 29. maj 1812 at erobre en dansk jagt, "De fem Brødre", der lå ved Rødvig Skanse. To dage efter gjorde bønderne i Lund så gengæld ved at erobre den hollandske tjalk, "Den unge frue Baukiin", som englænderne havde kapret i farvandet mellem Stevns og Møn.
På forlangende af overbefalingsmand ved kystmilitsen, major von Holstein, blev der kort efter den dramatiske hændelse afholdt forhør over tjalkens kaptajn, Viette Mevés, og hans redningsmænd, og oberstløjtnant F. H. von Hegermann har til kongen indsendt beretningen, som opbevares i Krigsministeriets arkiv.

Under søforhøret forklarede kaptajnen, at han var på vej fra København til Rendsburg med en ladning lægter og bjælker, som han havde indtaget hos købmand Brandt, Christianshavn. Efter at have klareret ved toldboden afsejlede han d. 30. maj til Dragør, hvortil han ankom samme aften.

Klokken 6 næste morgen gik han til sejls og passerede Stevns ved 11-tiden. Derefter gik han ind i bugten lige ud for Lund. En halv mil fra land ændrede han kurs og styrede ad Ulfshale til på Møn. Midtvejs mellem Stevns og Møn observerede han nu en engelsk brig, der havde kurs mod Dragør. Kort efter bemærkede han to barkasser. Han tænkte dog ikke på, at de var fjender, fordi de kom fra Møn og brikken havde allerede passeret Stevns.

Da han blev klar over, at det var fjender, forandrede han straks kursen og søgte at landsætte skibet på fonderne ved Ulfshale. De to barkasser ændrede nu også kurs og satte efter ham for fulde sejl. Han prøvede flere gange at sætte skibet på grund, men de fjendtlige barkasser var nu så nær, at man beskød ham med geværer. Han var derfor nødt til at stryge sine sejl.
Kort efter entrede 24 mand og 2 prisemestre skibet og erklærede det for prise.

Kaptajn Mevés forklarede videre, at det første englænderne gjorde, var at sikre sig skibets papirer. Derefter satte man en pistol for brystet af ham og tvang ham til at føre skibet ud, samme vej han var kommet fra. Man satte nu sejl til og styrede mod Lund.

Kystmilitsmand, gårdmand Lars Jeppesen, Lund, der nu blev afhørt, forklarede at han havde set englænderne tage tjalken. Han fortalte det til gårdmand Christoffer Olsen, og de blev så enige om at forsøge at tilbageerobre den. Det var jo både et modigt og dristigt foresæt.
Man fik samlet mandskab sammen til to både og forsynet med geværer og tilstrækkelig ammunition  gik de så til søs under anførsel af underbefalingsmand Niels Lynge samt underofficerer af kystmilitsen Peder Jensen og Ole Nielsen fordelt med 8 mand og 9 mand i bådene + de tre førnævnte.

Man roede først til af alle kræfter, men et stykke ude satte man sejl til, så man hurtigt nåede ud til tjalken. De, som ikke roede, begyndte nu at fyre løs på englænderne. Fra skibet svarede man igen efter samme recept. Det lykkedes den ene båd at komme om bag tjalken.

Englænderne havde tilsyneladende respekt for de to både, som de troede var kanonbåde. Det varede ikke længe før de belavede sig på at flygte. Skibets køjeklæder, topsejl, kompas og kikkert samt alt kød og flæsk bragtes over i barkasserne, alt mens man fyrede efter danskerne.. Netop som kystmilitsfolkene entrede skibet, forlod den sidste englænder det, hvorefter barkasserne fjernede sig i retning af Møn. Overleveringen fortæller, at gårdmand Anders Pedersen var så heldig at ramme stormasten lige over den engelske kaptajn, så splinterne røg om hovedet på ham. Det skulle så have haft den psykologiske virkning, at kaptajnen fik et chok og opgav kampen. Det siger søforhøret intet om, så det er ikke bevist.

Militsfolkene Christoffer Olsen, Lars Jeppesen, Anders Petersen og Peder Jensen var de første, der kom ombord i tjalken, hvor de blev modtaget med åbne arme af dens lille besætning, og kaptajnen erklærede straks, at hvis man ikke var kommet til hjælp, var han blevet prist.
Den ene af de to bådbesætninger gik nu ombord i skibet og styrede det ind mod land, mens det andet hold lagde sig mellem de fjendtlige barkasser og skibet for at forhindre fjenden i et nyt angreb.
Derefter blev skibet bragt ind i Præstø Havn og ladningen solgt.

Af de 20 modige mænd, der viste en sådan snarrådighed og dødsforagt overfor en talrigere, bedre bevæbnet, krigsvant fjende og opsøge denne i hans eget element i det hele under så ulige vilkår, fremhævedes særligt gårdmændene Christoffer Olsen, Bækkelund, Peder Jensen, Ellemose, Lars Jeppesen, Lindersgård, Anders Pedersen, Ravnshøj, Ole Nielsen, Toftegård, og landsoldat Niels Madsen Lynge af hvilke de tre førstnævnte for deres dåd i 1803 var blevet hædret med medaljer for ædel dåd med tilladelse til at bære den. Der havde været 5 deltagere i redningsforetagendet i 1803, men de 2 var afgået ved døden i 1812. Kongen udmærkede nu de fremhævede 5 mænd ved at give dem dannebrogskorset - 5 medaljer for ædel dåd og 6 dannebrogskors i løbet af en halv snes år til folkene i den lille landsby - det må siges at være enestående.

Ved afsløringen af mindestenen i 1912 sagde en sønnesøn følgende: "Ja, og så bør det fremhæves under hvilke forhold disse mænd satte deres liv ind. Jeg var soldat i 1864, og det var til tider strengt og farligt nok, men det var endda ingenting, for vi var lutter mandfolk med hverandre  og holdt sammen. Nej, vore bedstefædre, de udførte de to handlinger til trods for, at børn, hustruer og mødre på knæ, under tårer og jammerråb klyngede sig til dem og bønfaldt dem om at blive på land. De måtte med magt rive sig løs og styrte sig ud i dødsfaren, og det var i deres kæres påsyn, at de trodsede døden."

Ved 100-årsfesten var der adskillige, der havde kendt og meget godt huskede de gamle fra 1812 og som samstemmigt også sagde, at disse gamle Lund-bønder var et kærnefolk i al deres færd.

Og nu historien om stenen, der blev afsløret i 1912 i hundredeåret:
Stenen blev fundet i vandet ud for Haugård og blev i vinteren 1911 - 12 slæbt på isen af heste ind til Lund. Og i vinterens løb blev stenen så hugget til af den landskendte stenhugger Anders Larsen.

Anders Larsen blev født i St. Torøje og kom som 14 årig til Højstrup at tjene. Her fik forpagter Ovesen øje på hans store talent, idet han havde hugget Frederik d. VII til hest på en sten i gårdspladsen på Højstrup. Han blev så sendt i stenhuggerlære i København, hvor han udviklede sig fremragende. Mange bygninger både i Danmark og i udlandet står i dag, som bevis på hans enestående stenhuggerkunst. Bl.a. Statens Museum for Kunst, Ø.K.-bygningen, Østifternes Kreditforening, mange kirker, mange mindesten, Højeruplund og utallige andre bygningsværker. Han havde ret nær tilknytning til Lund, idet han var gift med Maren (født 28. maj 1857), datter af Else Marie og Lars Olsen, Toftegård.

Og han beretter selv følgende: "Ved at læse indskriften på mindestenen ved Lund vil den vejfarende få en forestilling om denne bys befolknings karakter og vovemod i tidligere tider. Jeg udførte og opstillede denne sten i året 1912 på det sted, hvorfra jeg første gang havde set ud i det store verdensrum og undret mig over de perspektiviske forskydninger - en meget kærkommen opgave jeg her blev stillet overfor. Min hensigt var oprindeligt kun at indhugge indskriften, men ligesom mine tanker først tager fart og fast form, når jeg har sat pennen til papiret, således er tilfældet også, så snart jeg med værktøjet har berørt stenen. Stenens naturlige form leder straks mine tanker i en anden retning end den jeg rejste ud for at gennemføre, og således er det også med de mindesten, jeg har opført i Højeruplund over slægten Scavenius og Jens Lodehat.

Her ved Lund trængte straks så mange tanker og minder ind på mig fra barndom, ungdom og manddom, således at stenen straks delte sig for mig i fortid, nutid og fremtid. Fortiden nederst med agerbrug, søfart og fiskeri, hvori indsattes de kanonkugler, som man sagde mig var skudt mod byen af englænderne. I midten nutiden, hvor beretningen blev skrevet. Og øverst ørnens flugt ud i fremtiden. På toppens højre side sidder en rådden skal, som jeg ville hugge bort, men da den tanke pludselig slog ned i mig, at der sikkert også i samfundets øverste top kan findes noget råddent, som føres med ind i fremtiden, lod jeg den blive siddende som symbol på noget sådant."

Og den 31. maj 1912 blev stenen afsløret under stor deltagelse fra egnens befolkning. På stenen står: "31. maj 1812 tilbageerobrede 20 mænd fra Lund et skib fra englænderne. 6 fik dannebrogskorset."
Stenen afsløredes kl. 3 af skomager Kristian Andersen, og i procession med musik og faner marcherede den ca. 1000-tallige forsamling ned til den smukke festplads ved stranden, hvor forstander Dam, Brøderup, og kaptajn Rockstrok talte. Ved fællesspisningen udbragte sagfører Keller et leve for Lund By, og skomager Kristian Andersen takkede på byens vegne, ligesom stenhuggermester Anders Larsen og skomager Kristian Andersen også talte.
Hele festen formede sig som en storstilet folkefest.

I kilde nr. 29. Jens Hansen, hans far, hans søskende samt hans efterkommere, 1978, finder man på side 70:

I den i Ordenskapitlet sig befindende Bog over Dannebrogsmænd 1813—1829 anføres som begrundelse for, at Christoffer Olsen skal benådes med Dannebrogsmændenes hæderstegn: „En Smak, ladet med Tømmer fra Kjøbenhavn bestemt til Rendsborg blev den 31. Maj 1812 taget imellem Stevns og Ulvshale af 2 fjendtlige Barkasser, der satte 24 Mand og 2 Prisemestre ombord. Fjenden sejlede med bemeldte Smakke og Barkasser ind under Lund Bye paa Stevns. Nogle Mænd i Lund opmuntrede straks en Del andre Beboere til at sejle ud for at prøve paa at drive Fjenden fra sit Bytte. To Fiskerbaade bleve derpaa straks besatte af en Del Folk for største Deel Gaardmænd som næsten alle vare bevæbnede med Geværer. De styrede med fulde Seil ned paa Fjenden og begyndte at skyde. Englænderne skjøde igen paa Baadene, men da disse nærmede sig stærkt Skibet under vedvarende Skyden, retirerede Fjenden hastigen og lode Skipperen og hans Mandskab tilbage. Skibet blev straks besadt af Bønderne og ført ind under Landet samt siden bragt i Sikkerhed under Rønneklints Batterier. Af disse brave Folk har blandt flere denne meget udmærket sig. Allerede Aaret 1803 erholdt han Medaillen pro meritis for at have vovet sit eget Liv for at redde skibbrudne.”

100 år efter denne begivenhed blev der ved Lund By på Stevns rejst en mindesten for de 20 mænd, der havde deltaget i denne redningsaktion. Østsjællands Folkeblad for 31/5—1912 indeholder følgende artikel om den udførte bedrift:

„Beretning af Begivenheden, som Oberstløjtnant J.H. v. Hegermann den 1/6 1812 indsendte til Kongen og som opbevares i Krigsministeriets Arkiv: „I Gaar Eftermiddag Kl. 6 slet blev en Jagt, som vilde sejle til Ulfshale, taget og besat af Fjenden omtrent 2 Mile fra Landet paa Højden af Sundet, hvorefter Fjenden krydsede ud af Præstø Bugten for at naa aaben Søe. Kystmilicen i Lunde, som saa Skibet besættes af Fjenden, fattede det modige og dristige Forsæt at generobre Jagten, de blev enige herom, samlede to Baade og forsynet med Geværer og tilstrækkelig Ammunition gik de til Søs under Anførsel af Underbefalingsmand Niels Lynge, Underofficer af Kystmilicen Peter Jensen og Ole Nielsen. Da de vare Skibet omtrent paa Skudvidde nær, begyndte begge Baadene en levende Ild paa Fjenden under vedvarende Roning for at entre Skibet, men Fjenden oppebiede ikke Skibets Entring, men flygtede i deres Slupper, hvorefter Kystmilicen besatte Skibet og bragte det til Strandegaard Batteri, hvor det nu ligger.”
I modsætning til denne beretning fortæller den mundtlige overlevering, at bønderne var forsynede med buløxer, at de kun havde een bøsse med, at der kun affyredes eet skud, som ramte masten lige over hovedet på den fjendtlige kaptajn.

Af de 20 mænd fra Lund havde særlig Christoffer Olsen, Lars Jeppesen, Peder Jensen, Anders Pedersen, Ole Nielsen og Niels Lynge udmærket sig. De modtog alle Dannebrogsmændenes Hæderstegn. Disse mænd har alle efterkommere her på egnen. Christoffer Olsens børnebørn er bl.a. Christoffer Christoffersen, Lund og bager Lars Hansens hustru i Lyderslev.”
Mindestenen står på en plads på Ravnehøj, skænket af Christoffer Christoffersen, Lund. Mindestenen har følgende indskrift „31. Maj 1812 tilbageerobrede 20 Mand fra Lund et Skib fra Englænderne. 6 fik Dannebrogskorset”.

I tidsskriftet „Vort Værn” af 15/7 1912 har kaptajn K.C. Rockstroh skrevet følgende artikel om samme begivenhed:
„Mindefesten i Landsbyen Lund i Stevns den 31. Maj 1912.
I Lund ved Stevns - ved Skoven omtrent midtvejs mellem Rødvig og Fakse — afsløredes der den 31. Maj under meget stor Deltagelse fra Egnens Befolkning en smuk Mindesten til Erindring for de kommende Slægter om den smukke Bedrift, som Mændene i Lund udførte den Dag for 100 Aar siden. Foruden at Egnen paa det kønneste var klædt i Fest, hvilede der en egen Højtidsstemning over det hele, fordi mange af de tilstedeværende ældre og gamle havde kendt og talt med hine djærve Helte, der udførte denne Bedrift, fordi Børnebørn og Børnebørnsbøm af dem i stort Antal var mødt tilstede, og fordi ikke alene Hæderstegnene efter hine forlængst bortgaaede, men ogsaa Mindet om dem og deres Daad trofast bevares den Dag i Dag dernede i Lund og Egnen deromkring.

Egentlig var det en dobbelt Mindefest, man afholdt, nemlig baade til Erindring om, hvorledes de Lund Mænd under en frygtelig Storm Nytaarsdag 1803 i en Fiskerbaad, efter mange forgæves Forsøg og under største Livsfare, reddede 9 Mand fra et strandet tysk Skib, og om, hvorledes nogle af de samme Mænd med flere andre den 31. Maj 1812 fratog Englænderne et af dem erobret Skib, og, saa at sige, gav det tilbage til Ejermanden, en Skipper fra Holsten. Ligesom den øvrige Kystbefolkning var Mændene i Lund, — de var alle Bønder, ikke Fiskere — inddelt under Kystmilitsen og skulde holde Opsyn med, hvad og hvem der færdedes paa Søen, hvor jo Englænderne var Herre. Den næste Dag havde nogle af dem bemærket, at et Handelsfartøj var kommet omkring Stevns og ind i Faksebugten til omtrent ud for Lund By, for derefter at sætte tværsover mod Ulfshaleløbet, og de har sikkert ogsaa bemærket, at en fjendtlig Orlogsbrig noget efter kom fra Møen og styrede Øst om Stevns mod Dragør. De iagttog atter noget senere, at nogle Baade, Barkasser under Sejl, satte efter Handelsskibet, og formodede, at der var noget galt paafærde ovre ved Ulfshale; men da Afstanden tværs over Bugten er mellem to og tre Mil, kunde de naturligvis kun have Formodninger om, hvad der gik for sig derovre. De kunde dog iagttage, at efter kort Tids Forløb blev Skibet vendt og styrede nu tilbage igen tværs over Bugten, ind imod Land. Nu blev de hurtigt overbevist om, at Skibet var taget af Englænderne, og ligesaa hurtig enedes de om, at de vilde forsøge at tage Skibet tilbage igen. Det var ogsaa rigtigt nok, at Englænderne havde taget Skibet, og de iagttagne Barkasser var sat ud fra Orlogsbriggen, som formentlig skulde ligge ud for Stevns og vente paa dem med det tagne Skib, der var blevet besat med 24 bevæbnede Soldater og Matroser og to „Prisemestre”, efter at Skipperen flere Gange, men forgæves, havde søgt at sætte Skibet paa Grund ved Ulfshale.
Lund-Mændene skyndte sig hjem til deres Gaarde for at hente deres Skydevaaben, gjorde to Baade klare og stak tilsøs, 20 Mand stærke. For ikke for tidlig at gøre Englænderne opmærksomme paa deres Forehavende, roede de først et langt Stykke af alle Kræfter — og de var gennemgaaende kæmpestærke Folk, siges der —; men da de maatte formode, at de var opdaget, satte de Sejl til, men vedblev dog at ro væk, for at Englænderne ikke skulde slippe fra dem. Samtidig ændrede de Kurs for at „genstikke” Skibets Kurs, (afskære det Vejen) ad det aabne Hav til. Saa snart Englænderne skønnede Sammenhængen, begyndte de at fyre paa de danske Baade med nogle svære „Donnerbøsser”, de førte med sig, og da de Danske kom tilstrækkelig nær, optog de Ildkampen, men vedblev samtidig dristig at sejle og ro lige løs paa Skibet. Englænderne blev saa imponeret af de Danskes Dristighed, at de, ifølge Skipperens Udsagn i Forhøret bagefter, raabte mellem hverandre, at det maatte være Kanonbaade, der saaledes angreb dem, og efter at de endnu en Stund ved stærk Skydning havde søgt at holde sig de Danske fra Livet, opgav de at lade det komme an paa en Nærkamp og Entring. De skyndte sig da at plyndre en Del løst Gods paa Skibet, styrtede ned i deres Barkasser og halede bort for Aarer og Sejl.
Den ene af de to danske Baadebesætninger gik nu ombord i Skibet og styrede det ind imod Land, medens det andet Hold lagde sig mellem Skibet og de fjendtlige Barkasser, for at hindre Fjenden i et nyt Angreb. Derefter blev Skibet bragt ind i Præstø Havn og Ladningen solgt.
Af de 20 tapre, modige Mænd, som viste en saadan Snarraadighed og Dødsforagt overfor en talrigere, bedre bevæbnet, krigsvant Fjende og opsøgte denne i hans eget Element under i det hele saa ulige Vilkaar, fremhævede Amtmanden særlig Gaardmændene Christoffer Olsen, Peder Jensen, Lars Jeppesen og Anders Pedersen, af hvilke de tre førstnævnte for deres Daad i 1803 var bleven hædret med Medaillen for ædel Daad med Tilladelse til at bære den. De havde været fem Deltagere i Redningsforetagendet, men de to var alt i 1812 afgaaet ved Døden. Kongen udmærkede nu de fremhævede fire Mænd samt Niels Madsen Lynge og Ole Nielsen ved at give dem Dannebrogskorset - 5 Medailler for ædel Daad og 6 Dannebrogskors i Løbet af en halv Snes Aar til Folkene i en lille Landsby — det turde være enestaaende.
En Sønnesøn af en af hine sagde ved Festen den 31. meget rigtigt: „Ja, og saa bør det endda fremhæves, under hvilke særlige Forhold disse Mænd satte deres Liv ind. Jeg var Soldat i 1864 ved Dybbøl, og det var til Tider strengt og farligt nok, men det var endda ingenting, for vi var jo lutter Mandfolk med hverandre og holdt sammen. Nej, vore Bedsteforældre, de udførte de to Handlinger til Trods for, at Børn, Hustruer og Mødre paa Knæ, under Taarer og Jammerraab klyngede sig til dem og bønfaldt dem om at blive inde paa Land. De maatte med Magt rive sig løs og styrte sig ud i Dødsfaren, og det var i deres kæres Paasyn, at de trodsede Døden.”
Adskillige af de ældste Deltagere i Festen, der havde kendt og meget godt huskede de gamle fra 1812, sagde ogsaa enstemmig, at disse gamle Lund-Bønder var et Kæmefolk i al deres Færd.”

Gå til toppen af siden