Ejerlavet Lund By
Christen Hansens familie
12a Pilebæk
Christen Hansen (*06-05-1805; †ca. 1830) var søn på ”Pilebæk” af ”gl.” Hans Jensen og Anna Kirstine Jensdatter.
Christen Hansen var knap 6 år gammel, da hans far døde. Moren førte fæstet videre.
Den 30-11-1827 blev han gift i Smerup Kirke med skoleholder Johannes Danielsen og hustru Mette Andersdatters datter, Karen Johannesdatter (*27-04-1804; †23-03-1866).
Formodentlig fik Christen Hansen aldrig fæstebrev på "Pilebæk", idet hans efterfølger Peter Nielsen i registret4 over fæstebreve står til at efterfølge faren, Hans Jensen, hvilket har betydet at moren, Anna Kirstine, har ført fæstet videre, mens sønnen og svigerdatteren blot har boet og arbejdet på gården.
Hans Christensen *06-08-1828 † |
Optræder i alle folketællinger på "Pilebæk" 1834 - 1850. Hans erhverv er "matros". Husmand ved Sibirien, Faxe Ladeplads1. |
Daniel Christensen 29-10-1829 †04-09-1873 |
Optræder i alle folketællinger på "Pilebæk" 1834 - 1855. Hans erhverv er "matros". Gift med Ane, datter af Rasmus Henriksen, Gl. Skovridergård, Vemmetofte, hvor de boede. Han var fisker og druknede sammen med 2 af Niels Kristoffersens sønner d. 04-09-18731. |
Ifølge Kristen Nielsen1 druknede Christen Hansen på en fragtrejse til København. Da hans kone er enke ved FT 18. februar 1834, må det være sket mellem oktober 1829 (hvor han står i KB Lyderslev 1814-39 som far til Daniel) og februar 1834. Hans død er ikke registret i kirkebogen for Lyderslev Sogn.
Ved FT 1834 er det Christen Hansens mor der har stillingen i familien som ”husmoder”, mens hans enke benævnes ”sønnekone, der opholdes af gården”.
Den 19-12-1834 giftede Karen Johannesdatter sig med Jens Nielsen fra ”Karlshøj”, og han overtog fæstet af ”Pilebæk”.
Kristen Nielsen1 : "Christen druknede tillige med sin ugifte bror Hans Hansen og sønnen fra ”Lindersgård” Jens Larsen, da de var på rejse til København med korn. De blev ikke fundet."