BogFeature
Dansk flinteindustri

En kulturhistorisk skildring af en glemt landindustri.

Af Per Bugge Vegger, Mønsted Kalkgruber

Museumsinspektør etnolog, mag. Art., Ph. D.  Gunnar Solvang har siden slutningen af 1990-erne forsket i brug af kalk og flint på Køgeegnen. Et resultat af dette arbejde er den læseværdige ”Kalkudvinding på Køgeegnen” fra 2002, og i år den naturlige efterfølger ”Dansk Flinteindustri”.

Læseren får en hurtig gennemgang af flintens dannelse, der naturligt hører sammen med kalk, og hvad flint blev brugt til i stenalder og frem til nyere tid. Et spændende afsnit er her tilhugning af bøsseflint på Stevns. Frem til 1764 leverede bl.a. husmænd omkring Gjorslev 1.671.100 bøssesten til militæret. Flint var også en del af støbemassen i kunstige møllesten, blev brugt til sandpapir og blandet i hønsefoder hvor det i kråsen var med til at findele føden. Flint blev i det hele taget brugt til utallige formål. Så sent som i 1930-erne blev der sendt flint til Kina til brug i fyrtøj, en handel der kun var mulig, fordi der var lagt told på tændstikker. Som et egentligt større industriprodukt blev  flint fra Stevns fra den senere del af 1800-tallet brugt som tilsætning i ler til fajanceproduktion.

I 1868 byggede fajancefabrikken ” Aluminia” en ovn i Rødvig til brænding af flint. Den brændte flint blev efterfølgende knust og finmalet i en kuglemølle. Den virkelige store udnyttelse af dansk flint er dog helt sammenkædet med udbygningen af cementindustrien. I 1893 fik en ingeniør fra firmaet F.L. Smidth patent på en rørmølle der kunne pulverisere cementkager. Inde i det roterende rør var malelegemerne kugleflint, flintesten der er afslebne efter at have rullet rundt i en havstok.

På Stevns var der store strandvolde med megen kugleflint fra kalkklinterne og allerede år 1900 blev der her opsamlet ca. 2.100 tons kugleflint. En produktion der toppede i  1916 med 30.000 tons. Kugleflinten blev opsamlet på stranden eller udgravet med håndkraft i strandvoldene, men fra 1911 også udgravet med gravemaskiner. Markedet var stort og indsamlingsområderne blev efterhånden udvidet til strandvolde i Odsherred, på Møn, Samsø, Ærø, Djursland og i Hanherred.

De første år solgte lokale stensamlere deres sten til mellemhandlere, der ofte efter en finsortering, bl.a. sejlede stenene til København for videresalg. Ret hurtigt satte F.L. Smidth og Dansk Flint-Export sig dog på produktion, sortering, fragt og salg. I 1930-erne mistede F.L. Smidth interessen for kugleflint efterhånden som kun stålkugler blev brugt i de nye flerkammermøller og firmaet Dansk Flint-Export afvikledes i 1970-erne.

Man kunne tro at de forskellige aktører indenfor flintindustrien konkurrerede på pris og kvalitet. Det synes dog ikke at have været tilfældet. Kunsten bestod i at holde priserne kunstigt oppe,  og derfor delte man markeder og lavede forskellige prisaftaler. Selv med de største konkurrenter på Nordmandiets kyst i Frankrig lykkedes det at indgå aftaler.

Husmænd, fiskere og landarbejdere havde ved slutningen af det 19. årh. en god bibeskæftigelse ved stensamling. Først som selvstændige med salg til mellemhandlere, men snart begyndte opsamlings-og graverettigheder at blive en handelsvare og de små selvstændige endte som sæsonarbejdere i stenindustrien med timeløn, ondt i ryggen og høreskader efter arbejdet på sorteringsanlæggene. Som ansat i stenindustrien var det nødvendigt med biindtægter. Når frosten satte ind,  frøs stenene fast,  og maskineriet kunne ikke køre.

I dag bruges dansk flint mest til vejanlæg og byggeri. NCC Danmark producerer brændt flint til vejbelægning,  og Daneflint producerer knust flint.

Bogen indeholder mange gode billeder og en indlagt CD med en film produceret i forbindelse med Dansk Flint-Exports 50-års jubilæum. Filmen er både instruktiv og giver et morsomt tidsbillede fra de tidlige 50-ere. En del af det statistiske materiale er omsat til grafer. Havde der bare været flere. Dele af teksten indeholder mange tal og år,  og som læser kan det derfor ofte være vanskeligt at holde kursen, men bortset fra det. Læsere af lokalhistorisk stof i Sydsjælland og andre med interesse i dansk råstofudnyttelse har fået en flot bog, der beskriver en glemt industri i kystlandskaberne og de folk der stod bag.

Enkelte skønhedsfejl vil den ekstra kritiske læser dog finde i ”Dansk Flinteindustri”. Bogen er trods navnet ikke landsdækkende. Eksempelvis nævnes det ikke, at der ved Mønsted Kalkgruber i perioder blev brændt flint til brug i asfalt, og at der i Midtjylland på den stenløse Alhede stadig står mange huse opført af store flintesten. Et savn er også mangelen på et emne-og stedregister, og jeg kunne ønske, at forfatteren havde brugt mere plads til at beskrive den teknik og de materialer der bliver nævnt i bogen. Hvad er f.eks. en etageovn?

Kopi fra http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/flinteindustri.htm