Fra "Slægten fra Søgaard"¹⁴ citeres "Faster Karen"s beskrivelse af barndommen og barndomshjemmet:

"Niels Jensen f¢dt i Lejrstofte 25/12 1811 og Johanne Jensdatter f¢dt den 20/4 1824, blev gift samme Aar, som hendes Far Jens Pedersen d¢de. Lo­ven bød, at hvis Slægten vilde beholde Fæstegaarden, maatte Datteren der var 20 Aar, finde en Mand, da S¢nnen Kristen Jensen var for ung til at løse Fæstebrev. - Hun kendte ikke Far, som den Gang tjente som Kusk hos en Købmand i Køge, men hun havde hørt om hans Hjem og hans Færden og foretrak ham, der var 12 Aar ældre end Mor. Sk¢nt de var forskellige i Alder og Tankegang  (eller Natur) blev der dog et sandt, rent og godt Hjem . - Begge var villige til at hjælpe, og de var afholdte af deres Tjenestefolk.

Far havde en bedre Skolegang end de fleste, saa han kunde hjælpe By­mændene ved mange Lejligheder. Han var den første i Byen der holdt "Bon­devennen". Da Kvinder paa Mors Alder aflagde "Lin" og "Silkebaand" og til daglig fik en sort Hue, og til Stads, Hue med lange Silkebaand og Kors­ klæde, bad Far Mor beholde det hvide Lin, og hun opfyldte hans ønske, sk¢nt det gjorde ondt.

Paa deres Bryllupsdag forærede han hende en Guldgalon til 60 Rd.
Det var en guldvirket Hue, saa han vilde have Mor pæn, men holdt paa det gamle .

Mors Sind var lysere og lettere end Fars, og det kom til at gavne  os 11 B¢rn, at hun ikke besværede sig over Smaating; - Mor havde en Evne til at se det kønne i Naturen: Himlen, Havet og Blomster, ligesom hun ogsaa glædede sig over hvert Fremskridt overfor Arbejderne med Dagløn og Boli­ger. - En ældre Kone ønskede de gamle Skikke tilbage og Mor udbrød: "Gud fri os dog fra at gaa tilbage, lad os sige Tak for, hvad godt der kommer frem".

Far og Mor var enige i at faa lydige B¢rn, der ikke skulde bedes om en Ting 2 Gange .
Far vilde gerne fremad med Gaardens Drift, og det var strengt for ham at indordne sig under Fællesdrift, saa det var lange og trange Aar fra 1844 til 1861, da Byen blev udskiftet, og det gik ikke al Tid fredeligt  af i Bymandslaget.

Vinterafterne er værd at mindes: Far læste h¢jt af Bøger fra et Leje­bibliotek, og vi Børn kartede Tøjer, Mor spandt, Jens og Niels kartede ogsaa, Pigerne spandt, og Karlene laa paa Gaasebænk. Kl. 9 fik vi Kvælds­ nadver: Et Stykke Rugbr¢d med Sm¢r, og saa var det Sengetid. - I Stuen  var 2 dobbeltsenge med Omhæng, der sov Far og Mor i hver sin Seng og havde de mindste Børn hos sig. I Kakkelovnskrogen var en Slagbænk, som blev lukket ned og Dynerne bredt ud, der var Plads til 2 Børn. Om Dagen stod en Sving­vugge foran den lukkede Slagbænk. - Ved Loftet over Bordenden var en smal Hylde og et Ræk, og der stod 12 store flade Tallerkner med Billeder. Et Skab stod mellem Fars Seng og Døren til Storstuen, i dette var Madvarer.

Ved den ene Loftsbjælke var 2 Jernbøjler, hvorpaa der laa en Hylde, og der stod Mælk og andre Sager. Lige ved Døren til Forstuen stod Flødebøtten med et Trælaag over, (baade Laag og Bøtte var hvidskuret Træ ligesom Mlkebøtterne) . Et langt Egetræs Bord, med Plads til 12 Mennesker stod i Stuen, og langs Vinduerne en Gaasebænk med 8 Rum med Hjerte i Midten paa Skaadet, som Gaasen tit stak Næbbet ud af. Gæssene kom ud at lufte sig hver Morgen, saa sad de stille hele Dagen og Natten. - Vi havde Træstole og Lergulv. Tranlampe som kunde flyttes op og ned paa en Stang med Kroge eller Takker, denne var i Nærheden af Kakkelovnen. Ved Mors Seng stod hen­des bl¢de Stol med Arme og paa det lange Bord var hjemmestøbte Lys i en Messingstage. Naar der i April kom Gæslinger, og hvis det var koldt kom de ud paa Gulvet og blev fodret nogle Gange daglig.

Naar det mindste Barn vilde til at staa paa Benene, blev det sat  ind i en Gangvogn: En firbenet Indretning med et lille Træhjul paa hvert Ben, paa disse Ben laa et Brædt med et Hul i Midten, den ene Halvdel kunde aab­nes, og det lille Barn sattes ind, og der blev lukket for det. Straks gik det godt og gjorde sikkert nok ingen Skade; men snart blev Barnet træt og hang med de smaa Arme paa Brædtet og trykkede Brystet op mod det haarde Træ; jeg kan endnu se det lille Pusbarn i det Marterredskab. Hvad skulde Folk gøre, paa Lergulvet kunde Barnet ikke kravle og Kravlebord kendtes ikke og var ikke Plads til. -

1856 byggede Far og Mor en ny Staldlænge med Heste- og Kostald og Portrum; - og i Den aabne Skorsten blev sat et Komfur med Ringe, dog ingen Ovn, og Bilggerovnen blev afløst af en firkantet Kakkelovn, som endnu 1939 benyt­tedes i et Hus i Lund; og et brunt Føl blev født samme Aar; og jeg kom ogsaa til Verden det Aar.

Det var en Lettelse i Hjemmet med Komfur og Kakkelovn; men Stuen blev ikke større, men det blev Børneflokken. -

Byens Mænd søgte om Udskiftning, og der var Møder om det hos Kanseli­raaden, men de kunde ikke enes om Delingen, og det gik i Stykker - Aaret 1860 blev det igen optaget, og der blev skrevet en Udskiftningsforening og alle 15 Mænd skrev under  (mange med ført Pen).

Far kom ikke glad hjem, for han sagde: "Det vil blive haardt, for dem, der bliver i Byen, men jeg turde ikke gaa imod, saa var jeg bange, at det igen skulde gaa i Stykker". Dagen kom til Lodtrækning og Far blev en af de uheldige, som maatte blive i Byen. Han var dog glad for at tænke paa at faa Jorden samlet og faa sit eget at arbejde med. - De fem der blev i By­en skulde køre 10 læs Gødning til dem der flyttede ud og give 800 Rd., det var meget for hver at udrede, og saa skulde Far holde Vej bag om Byen og til Stranden, og Vej forbi Stubhøj og til den første Rende. Han skulde batale Skat lige til Vandet, og dog havde alle Lov til at tage alt: Tang, Grus og Sten. Altsaa alle fra Lund. - To Gaarde til havde Mark langs Stranden, men der var ingen Vej til, og mest Klint og smal Forstrand, "Lin­dersgaard" havde ogsaa Mark ved Stranden og bred flad Forstrand, og den Mand maatte holde Vej til Stranden.

Far og Mor ejede i Fæste 50 Tdl. Grønjord og en gammel faldefærdig Gaard, kun den Staldlænge fra 1856 var tidssvarende. Den s¢ndre længe faldt, da Niels Larsens Enke nedbr¢d deres nordre længe, saa der var ikke noget Valg, den maatte bygges op. - Der blev Værksted, Rullestue, Vogn­port, Lade, Lo med Gennemk¢rsel, Tærskelo med Maskine og Hesteomgang med lave Bomme.

1863 blev den sydlige Ende af Stuehuset bygget, det blev Bindingsværk, for Tømmeret fik Fæstebønderne fra Godsets Skove gratis. Der blev en lille Havestue, en ret star Øverstestue, et Pigekammer hvor der var Nedgang til kælderen; og to smaa Gæstekamre med Døre til Øverstestuen. - -

Den Sommer blev Ane f¢dt. -

Det var et strengt Arbejde at faa Marken i Drift, Jorden var fuld af Sten og Kvik. Far fik drænet Jorden, og det var dyrt, midt i Marken blev gravet en Brønd, den blev meget dyb, før der kom Vand, saa den blev ogsaa dyr.

Lillejuleaften 1865 blæste Taget af den nordre Længe, den skulde ellers ventet til Jorden var ordnet, saa det blev en Streg i Regningen. Foraaret efter blev den bygget op, og der blev Brænde- og Hønsehus, Ruglo, Lade og Foderlo med Dør til Kostalden.

Da Jens var 19 Aar, bad han Far om at mergle et Skifte; men Far sagde "Nej", han kunde ikke se eller taale, at Hestene blev ødelagt.

Far sad for Bordenden og Jens ved Bordet, Mor paa sin Stol, og jeg sad i Krogen. De tænkte vist slet ikke paa, at jeg var inde. Jens blev ved at tigge og bede og Mor med. Saa sagde Jens stille: "Ja, men Far, vi gaar fra Gaarden, for den magre Jord faar vi aldrig noget af uden Slid og Mergel". Mor græd; saa sad Far lidt og sagde saa: "Ja, saa gør som I vil, men jeg kan ikke se paa de stakkels Heste." Saa bøjede han Hovedet og græd. Jens sagde: "Ja, saa begynder vi, og du skal nok blive glad for det". - De fik lejet Anders Thomsen og Lars Nielsen fra Store Taar¢je, to dygtige Mergel­gravere. Men de fik begyndt et Sted, hvor der var 4 Alen Jord, f¢r de naa­ede Merglet, men da de endelig naaede det, var det af allerbedste "Sort", det kogte og boblede, naar der blev hældt Vand paa et lille Stykke. Arbej­det var farefuldt. Anders Thomsen var øvet og dygtig til at hakke under, naar han naaede nogle Alen ind gik de op og hamrede Kiler i Leret og saa brasede hele Massen ned, og der var nu Arbejde med at læsse og køre. Vi Børn: Kirstine, Kristen og jeg kørte, og Niels vippede Kassen af paa Jor­den. Jens og Lars Nielsen læssede.

Det var strengt at staa i Graven, og en Dag faldt et Felt, før de ventede, men Hesten for frem, og alle, der var i Arbejde slap,: et Par Tr­æsko sloges i Stykker, og Mergelkassen fik lidt Skade, men hvor var  Jens og Mændene blege og rystede. Af den Grav blev merglet 4 Skifter. Siden la­vede de to Grave paa Skraaningen ved Stranden. Det var lettere baade for Hestene og Folk, og saa kom Far af og til og kørte en Kasse Mergel ud, det var en Glæde vel størst for Jens og Mor. - Høsten blev rigeligere, og det lettede Arbejdet.

1866 var et strengt Aar for Hjemmet. I Februar blev alle 9 B¢rn og en Karl syge af Skarlagensfeber og Johann , Kirstine og Niels var meget sy­ge; Johanne var helt opgivet, men alle kom over det, og den 28/5 blev en Dreng født, og han vejede 12 Pund. Han blev lagt i Fars Seng, hvorfra Kir­stine, som endnu var syg af Skarlagensfeber, lige var flyttet. Mor blev forfærdet over, at han var lagt der, men han blev ikke syg. Jens var ikke meget syg, og han vovede sig i Marken i April , og saa blev han syg, fik Vattersot og maatte ligge længe, alt Haaret gik af, og han var næsten ikke til at kende. Han laa i øverste Gæstekammer og kedede sig, saa fandt Ane paa at slæbe en Bænk hen ved Vinduet og se ind til ham, snart krøb hun ind for at se hans Ur og synge for ham . - Han fik dog Haar igen og det var ganske fint kr¢llet.

Nu gik Tiden og lidt fik Far og Mor sparet sammen. - 1869 blev vor sid­ste lille Søster født og baade store og smaa var glade for hende. Vor Faster Marie fra Lyderslev synes ikke der var Plads til Hans, og hun tog ham med hjem. Mor mente 8 Dage, men Faster vilde beholde ham. Han var med hjemme for at se lille Søster, og han skjulte sig, Mor vilde saa gerne beholde ham, men Faster forstod ikke, hvad Sorg hun gjorde Mor, ved at køre med ham. 1871 fik han Skarlagensfeber og d¢de i Lyderslev. - Nu var 3 Piger voksne, og en af dem skulde eller vilde ud at tjene. Marie vilde og fik Lov at rejse til Vemmetofte. Kirsten fik Rosen, da hun var 15 Aar , og hun blev aldrig mere rask; det blev Tuberkler .

1872 begyndte de tidligt Foraar at bygge den sidste Ende Stuehus, og det blev en travl og haard Sommer. - Kirsten var meget svag. Nu kom Faster Marie og tilbød at tage Kirsten og Maren Sofie, der var 3 Aar, med hjem, til Huset blev i Orden. Det var Far og Mor glade for, for det var strengt for Kirsten at se det travle og ikke kunne hjælpe . Sidst i Juli var Mor­bror og Faster kørende for dem hjem, og 8 Dage efter maatte de komme igen med hende, og hvor var hun glad. Tre Dage efter blev hun mere syg. En an­den Sygdom var kommen til, og hun d¢de og blev begravet der fra. Der kun­ de fortælles meget om den Sorg og den Travlhed, men det bliver for langt.

Vi flyttede ind i det ny Hus med Vandmejeri, Bryggers, Spisekammer, Komfur uden Ovn og et Komfur med Ovn, en høj Trappe mod Gaarden og saa lyst og godt. I Haven blev gjort et stort og strengt Arbejde; der blev gravet 2 Alen Jord af lige ved Stuehuset og saa skraaede det opad . Det Ar­bejde blev dog ikke fuldendt før  1874.

Den 15 November 1872 slagtede vi, og samme Nat blev det en Storm fra Nord-Øst. Vandet gik op i Byen og ind i Husene, før Sengetid havde vi 8 Husvilde Mennesker af skaffe Mad og Sengeleje  til. Kl. 1 Middag begyndte Vandet dog at falde i Gaarden og vi slap for at faa Køer og Faar ud. He­stene var  flyttet til  "Ellemose".

Den 14. løb  en køn Tremaster paa Grund, og vi fik Kaptejn, Styrmand og 5 Matroser. De 5 rejste dog 8 Dage efter, men de andre blev til Dec.

Da de rejste, kom en Fuldmægtig Leisner fra Køge at bo hos os, og der blev holdt en Mængde Møder af høje Herrer og Bymænd. Hvor var det dog en forstyrret Vinter - Dog ved Siden af det strenge Arbejde, bragte det noget nyt, som vi aldrig havde kendt, men som dog ikke en af os ønskede at op­leve igen. Vi savnede Kaptejn Jærne og hans Broder Styrmand Jærne. Den e­ne var Gift, den anden forlovet. De var alvorlige Mnd, som havde prøvet meget og set meget. En Sorg var det at Kaptejnen led stort Tab ved den Stranding.

Far kunde ikke lide noget nyt eller moderne og dog vovede vi Søstre at brodere et Par Morgensko til ham at bruge i den ny Stue. De var færdige til Juleaften, men ingen af os turde give ham dem, da de jo var broderede; man Maren Sofie vilde gerne, og han blev glad, da hun kom med Pakken, og hver Dag bragte hun ham Skoene, naar han kom ind. Far var saa meget  for os alle, mens vi var smaa, og vi var glade for ham, selv om han fordrede Lydighed og Stilhed.

Det faldt ingen ind at gøre Støj i Stuen eller nær ved Huset i Middags­stunden. Korn der fremmede, blev vi sendt ned i Loen eller Stalden, hvor vi muntrede os eller gjorde Nytte med at blande Hø og Halm. Naar vi blev 8 a 9 Aar blev det anderledes, saa var Legen forbi, og vi skulde arbejde, det var jo rimeligt, men det var saa streng Alvor, og vi blev bange for Far, og var der noget forkert gik vi til Mor. Vor yngste Søster og  den ældste mærkede ikke den Forandring.

Johanne var fri overfor Far, og Sofie var kun 5 Aar, da han døde, men hun havde nok aldrig blevet ufri over for ham.

Far var ærlig, dygtig og gæstfri, og Orden havde han i Regnskab, i Stald og paa Marken. Naar han kørte til Store-Heddinge, kom Huskonerne ud og bad ham tage Bud med; der var mange, men intet behøvede han at skrive; og naar han kom hjem og fik Hestene ind, gik han straks i Byen og ordnede det hele. Mor var ked af det, for hun synes dog, at han f¢rst skulde spise og varme sig.

Niels vilde til Søs, men det kunde Far ikke tænke sig, og saa fik han Lov at lære Fiskeri og kom i lære hos Daniel Kristensen ved Vemmetofte Strand. - Nej, Far kunde ikke undvære nogen af sine B¢rn, han holdt af os alle.

Da Far blev syg, var de ved at lave Haven færdig. Der blev ryddet fle­re Træer, og Kastanjetræet skulde ogsaa bort. Der skulde tages over 2 Al. Jord bort. Men det fik Lov at staa, og der blev Jord staaende omsat af Græstørv og Sten. En Trappe op og en Bænk om Stamrnen, mange Bænke er sprængt og ny sat; Omkredsen, der var bred, er nu smal. Mormors Stedsøn lagde Kastanjen ned i 1830 . Gid det længe maa hygge og lune S¢gaards Slægt efter Slægt.

Fars Sygdom "Lungebetændelse" og efter 8 Dage Koldbrand i Lungen, blev D¢den 1874 . - Mor og Jens fortsatte, og Jens blev som en Far for os alle.

1876 giftede Marie sig med en dansk Amerikaner og rejste med ham til hans Hjem derovre ved Micigansøen. Vi talte om, at det var godt, at Far blev fri for at opleve det; hun havde heller ikke faaet Lov at komrne paa Karise H¢jskole 1875. - - 1878 var Niels Elev paa Brøderup H¢jskole, og hvor var det herligt, da han kom hjem og lærte os mange Sange og fortalte om Livet paa Skolen .

1878 blev Øst Sjællands Jernbane anlagt, og Mor solgte en stor Graa­sten, der laa ved førsterende. Den blev sprængt, og en Mand arbejdede en hel Vinter med at lave Trappesten til Stationsbygningerne . Samme Foraar kom en Mejerist Olsen til Egnen; til hvem der ønskede at lære Ostelavning og bedre Smør. Han var hos os 3 Uger, og efter den Tid havde vi endnu strengere Arbejde med Mælken.

Kl. 5 malkede vi, kom ind, siede Mælk og satte den i Vandbassinet og pumpede 300 Slag og senere 200 baade Morgen og Aften. Hver Dag kærnede vi og satte Smørret i Dritler paa ca. 85 Pund . Det var ikke let, at faa Far­ven ens hver Dag, men vi kunde. Osten blev lavet i den store Bryggekeddel af 12 og 24 Timers Mælk, og tidt kogte vi Myseost af Vallen. Osten var paa 10 a 12 Pund og Myseosten 4 Pund. Det var strengt at bære  de store Mælke­spande og løfte dem op af Bassinet, op af Trappen og endelig i Bryggeked­len, senere i Spandene som Valle og over i Svinetønden. Saa at trække Kærnen fra Kl . 7½ til 8.15 for at faa 10% Kærnemælk til Osten, at vi kunde faa det hele ordnet før Middag. Aldrig sad vi et Øjeblik for at spise Davre, det skedte mens vi kernede. - En Mælkevogn med to Hjul, og den sto­re Træjunge hængende med 200 Pund Mælk og 2 af os med hver sin Haand paa Stangen var heller ikke let, især i vaade Somre. Men hvor var det allige­vel en dejlig Morgentur og i godt Vejr sang vi omkap med  lærkerne, mens vi malkede. - Vi havde ca. 5 a 600 Pd. Ost i Kælderen, den skulde hver Dag tørres over med Salt og vendes; Jens var glad naar han fik et Læs Ost at sælge paa Køge Torv. Om end vi stod tidligt op, kunde vi aldrig naa at komrne i Kirke Kl. 10, men saa fik vi Lov at sælge Mælken om Lørdagen til Byens Folk, og blev fri for at lave Ost om Søndagen; saa kunde een af os gaa i Kirke, selv om vi først kærnede.

1880 var jeg paa Frerslev Højskole og Aaret efter blev Syd-Stevns For­samlingshus bygget, og der hørte vi mange gode Foredrag .

Jens var paa Hjørlunde Højskole 1882 (Pontoppidan var Forst.) Kirstine, Ane og Kristen var i Aarene derefter paa Brøderup. Maren Sofie var senere paa Rødkilde Højskole. Det var vel strenge Aar; men hvor var det dejlige Aar med Arbejde, Sang og Foredrag, og tidt naar unge fra Hjemmene kom, blev der leget Ordsprogsleg og andre Lege, og Mor kunde more sig ved at se til.

Hvor maa alle vi Søskende sige Mor, Jens og den gode Gud Tak for vort Hjem.

I 1881 rejste jeg til Nyrupgaard som Mejerske. - Paa "S¢gaard " komme­ mere Mælk, og der kom et stort Hjul paa  Kærnen for at lette Arbejdet, men det havde nærved ødelagt Kirstine, som nu var den                ældste.

1885 var Jens 36 Aar og forlovet, og Mor sagde: "Her maa forandres, det er Synd for Jens". Kirstine og Ane rejste ud, og der kom fremmed Pige.

Jens holdt Bryllup med Marie Nielsen fra Skovbo i Havnelev . Alle vi Søskende var til Bryllup. Det eneste jeg Husker af det er, at Præsten minde­de Marie om hendes Forældre, og om hvor tidlig de var gaaet bort, og talte mærkeligt, som om han vilde faa os alle til at græde, og pludselig udbr¢d han : "Hvorlænge var Adam og Eva i Paradis, - kun 3 Dage" . Der kneb det med at være alvorlig, men vi var jo i Kirken.        
En Gang skrev Marie: "Her er saa dejligt, Haven er som et Paradis". Saa Præstens Trusel strandede.

Jeg maa lige tilføje, at Kærnen blev for tung og Jens prøvede det selv .

- Saa kom en Del Mænd sammen; - og Sydstevns Mejeri kom og tog det strenge Arbejde. - Der blev mere med Roer og andet Arbejde, men det strenge var væk.

Mor blev hos Marie og Jens, og vi Børn f¢lte, at vi altid var velkomne i vort gamle Hjem.

1888 blev Stevns Frikirke bygget. - I flere Aar havde en Kreds holdt Gudstjeneste i Forsamlingshuset, men de længtes efter en Kirke . - - Hjem­mene i denne Kreds blev kendelige ved Omgangen med deres Karle og Piger. Det var saadan, at fremmede ikke kunde se hvem der var Barn eller Tjener i Huset; - og fjerntboende Venner som kom i Besøg, mødte altid saa tidligt at de kunde følge med i Kirke.

Børnene i de unges Hjem voksede og naaede Skolealderen og i 1893 kom Marie og mindede mig om mit Løfte at holde Skole for deres Børn, og Juni 1893 begyndte vi i deres Havestue med Niels Juul og Johanne og der kom Sigrid 4 Aar. - Snart blev Pladsen for Lille og Jens byggede Lund Frisko­le 1895. - Søster Johanne kom hjem, og Mor flyttede saa over hos os.

Det var godt, at Søgaard var saa nær; Marie og Jens kom tidt og Børne­ne kom hver Dag hos Mor, og naar hun var træt af dem, løb de hjem.

Skolen blev snart fuld af Børn, og Mor var glad for at være med til Morgensang. - Mor faldt og brækkede sin Hoftehals og maatte gaa med Kryk­ker. - De sidste Aar kørte vi hende i en lille Vogn. Sidste Søndag var vi ved Stranden, og paa Søgaard vilde hun ind. 7 Dage efter døde hun af Lungebetændelse, først havde hun Næseblod i 36 Timer. 24' Juli døde Mor. Hun havde da 33 Børnebørn."