Ejerlavet Lund By

Nedlagte huse

Karen Nielsen (*19-09-1856; †19-07-1944) der blev født på "Søgård" og grundlagde Lund Friskole, tegnede en skitse over Lund som landsbyen så ud før udflytningen i 1861. Skitsen har dannet grundlag for kortet til højre som kaldes "Faster Karens Kort".

Landsbyen bestod af 15 gårde med hver deres "byjord" samt af en skole, to smedjer hvoraf den ene havde (en mindre) andel i landsbyjorden, 5 huse med (en mindre) andel i landsbyjorden og et antal huse med blot en have.
En del (alle?) gårde havde et lille hus liggende på deres byjord beregnet til bopæl for deres gifte medhjælpere, de såkaldte inderster.

Øst for bygaden længst mod syd lå "Ravnshøj". Ved "Ravnshøj" har Karen Nielsen tegnet et hus og skrevet "A. Th."
På samme måde har de fire næste gårde mod nord fået hver et hus med et navn. Ingen af disse huse eksisterer i 2014.
"Spangsbæk" og "Toftegård" har ikke et lignende hus i nærheden, mens "Stendyssegård" har en lille firkant, men uden navn.
Nord for "Stendyssegård" ligger "Lundehus" matr.nr. 20, der var et husmandsbrug med en mindre andel af fællesjorden.
Så kommer "Møllehøjgård" der havde et inderste-hus som Karen Nielsen ikke har tegnet ind. (Matr.nr. 29)
Længst mod nord lå byens smedje, "Smed", som også havde en mindre del af fællesjorden. Matr.nr. 24.

Vest for bygaden længst mod syd ligger "Ellemosegård". Jeg har tolket kortet og oplysninger fra folketællingerne således, at huset mellem skolen og "Ellemosegård" er gårdens inderste-hus - på kortet benævnt "Vilhelm, Rasmus Mads". Matr.nr. 34.
Overfor skolen er indtegnet et lille hus - uden navn. Dette kunne være "Espemosegård"s inderste-hus.
"Strandgård"s inderste-hus er nok huset med navnet "Rasmus Tomsen" = "Mesters Hus" matr.nr. 32.
"Hans Kristen" er matr.nr. 23 "Hagbarts Hus", og "Søren Snedker" er matr.nr. 25 "Kaptajnens Hus". Begge huse er husmandsbrug med en mindre andel af fællesjorden.

"Ærtebjerg" eller - som jeg har valgt at kalde den gennem hele fremstillingen - "Lundegård" samt "Højgård" har tilsyneladende ingen huse til deres inderster, men på matrikelkortet fra 1804 er der lige syd for "Lundegård" indtegnet et lille hus, som jeg regner med må være denne gårds inderste-hus.
"Højgård" har ved 3 folketællinger (FT 1801, 1834 og 1845) en inderste-familie boende, men lejligheden kan have været en integreret del af gården.

Huset med navnet "Jyden" (matr.nr. 30a "Kvasen") er jeg sikker på har været "Toftegård"s inderste-hus, idet der i "Register til Højstrup Gods Fæstepeotokoller" ved Lars Ingvardsens overtagelse af lejemålet i 1844 står: "hus der har hørt under afdøde Ole Nielsens enkes tilfæstede gård i Lund".

"Hendrik Væver" har jeg udlagt som "Søvang" matr.nr. 31a. Dette hus kan have været inderste-hus til en af gårdene.

"Banke Smed" er matr.nr. 31b som også oprindeligt kan have været inderste-hus til en gård.

"Højbo" matr.nr. 30b er ikke tegnet ind på Karen Nielsens kort, men huset må have ligget der også omkring 1860 - at dømme ud fra byggemåden: bindingsværk og stråtag.

"Jakob Garder" er matr.nr. 22 (hvor nu det nye, gule hus ligger), og "Jens R." er matr.nr. 21c "Lillebo". Begge disse huse har været husmandsbrug med en mindre del af fællesjorden.

"Niels Kristoffer" er matr.nr. 28 som oprindeligt har været dels et bindingsværkshus og dels "Bækkelund"s inderste-hus.

Længst mod nordøst ligger "Bækkelund" som Karen Nielsen kalder "Bækvang".

 

De nedlagte huse er:

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk